google-site-verification=TVvhgHviCcnl1VsYwyozbFgxTn7CqKuRKdfvkC77-3g v=spf1 include:mailgun.org ~all

Strikkeprøver og strikkefasthed

Strikkeprøver og strikkefasthed

Strikkeprøven skal laves, for at du ved om den måde du strikker på, dit valg af garn og pinde, passer til den størrelse du har valgt i opskriften.

Strikkeprøven virker for nogen overflødig, men hvis du ikke laver den, så er det umuligt at vide, om dit færdige strik overhovedet passer dig.

Hvorfor skal jeg lave en strikkeprøve?
Hvis din strikkefasthed ikke passer, kommer trøjen heller ikke til at passe. Så enkelt er det.

Hvad er en strikkeprøve? Og hvad er strikkefasthed?
En strikkeprøve er en lap, hvor du ’tester’ hvilken str. pind du skal bruge til det valgte garn for at det kommer til at passe med din opskrift.
Du skal vide, hvor mange masker der er på 10 cm i bredden og højden på dit strikketøj. Når strikkefastheden på dit strikkeprojekt er den samme som angivet i strikkeopskriften, så er du sikker på at få et resultat, der passer dig i størrelsen.

Hvordan laver jeg så strikkeprøven?
Du tager det valgte garn og de vejledende pinde, som er angivet i opskriften.
I strikkeopskriften står der f.eks. at 21 m = 10 cm i bredden og 30 rk =10 cm i højden.
Det betyder, at målene i opskriften er beregnet efter, at du har 21 masker pr. 10 cm i bredden og 30 rækker på 10 cm i højden.
Slå det antal op, som strikkefastheden skal være + 10 ekstra. Det er bedst og mest nøjagtigt at det ikke er kantmasker, der skal måles på. Strik til prøven er omkring 12 cm høj.

Hvordan retter jeg på min strikkefasthed?
Garnet, pindene og måden du strikker på er de tre faktorer, der afgør, hvordan din strikkefasthed er.
Heldigvis kan du sagtens rette din strikkefasthed, hvis den ligger et par masker fra anbefalingerne i opskriften.

Har du for få masker på 10 cm (fx 19, hvor der skulle være 21) skal maskerne være lidt mindre, så der kan være lidt flere på 10 cm. Dvs. du går NED i pindestørrelse (fx ½ eller 1 mm tyndere).

Har du for mange masker på 10 cm (fx 23, hvor der skulle være 21) skal maskerne være lidt større, så der kan være knapt så mange på 10 cm. Dvs. du går OP i pindestørrelse (fx ½ eller 1 mm tykkere)


Lav en strikkeprøve helt forfra med den nye pindestørrelse (ja, det er træls, men du gider heller ikke strikke en hel sweater, der ikke kommer til at passe, vel?).

 

Et eksempel på to strikkeprøver:

Samme pind, samme garn, samme antal masker - MEN strikket af to forskellige personer med to forskellige strikkefastheder!